Rikke Gøransson vært på helt nyt datingprogram

Kys, Knald og Kærlighed. Kommer snart på TV3
Skrevet af Boline Johannessen

Rikke Gøransson vært på helt nyt datingprogram.

Efter 10 år som vært på Paradise Hotel skal smukke Rikke Gøransson prøve kræfter med et helt nyt program! 

Programmet, der bærer titlen Kys, Knald og Kærlighed, er et datingprogram, der i al sin enkelthed går ud på, at én hovedperson skal kysse intet mindre end 15 håbefulde singler, han eller hun aldrig før har mødt. Og kysset? Ja, det foregår selvfølgelig med bind for øjnene. 

Idéen bag programmet bygger på en videnskabelig undersøgelse fra Oxford Universitet, der har påvist, at det gennemsnitlige menneske kysser med 15 partnere og har to engangsknald, før den eneste ene dukker op. 

"Efter 10 år med Paradise Hotel og en stor personlig interesse i menneskets psykologi og virken, har det været en kæmpe personlig forløsning at få lov at bruge min erfaring som vært på et nyt og spændende dating format." Fortæller Rikke Gøransson om sin nye rolle. 

"Jeg kunne ikke forestille mig et mere naturligt og spændende spring end Kys Knald & kærlighed. Jeg har grint, været forbløffet og mærket mit hjerte slå varmt og håbefuldt for de medvirkende." 

At det netop er et datingprogram, Rikke har ønsket at være involveret i, er langt fra tilfældigt: 

"Kærligheden har altid fyldt enormt meget i mit liv, lykkelig ligesåvel som ulykkelig.  Det er dog langt fra alle, der er så heldige at befinde sig i de lykkelige omstændigheder, men om ikke andet fortjener alle at blive elsket og elske. Derfor giver det så meget mening for mig at prøve på at hjælpe de kærlighedssøgende i deres jagt på ægte kærlighed."

"Jeg har stor respekt for de modige mennesker, der har sagt ja til at give denne nye måde at lede efter kærligheden på en chance, og igennem optagelserne har jeg erfaret at kysset virkelig er en ubenægtelig brik i kærlighedens spændende men svære puslespil." Slutter Rikke Gøransson. 

Kys, Knald og Kærlighed kommer snart på TV3

Se også

Nyeste historier
 Ad